Æblet falder ikke langt fra stammen

Velkommen til vores første blogindlæg. Vi, Rikke og Trine, plejer normalt at holde vores oplæg og fortællinger på vores sociale platforme professionelle og ofte faglige inden for jagtverdenen. Men tingene er ikke som de plejer. Vi er begge gået fuldtid ind i Hunt & Hike. Selvom det er grænseoverskridende at dele mere personligt, vil vi gerne invitere jer helt ind i vores verden. I dette første blogindlæg tager vi jer med til det sted, eller rettere sagt, dem, det hele begyndte med.

Vores mor ønskede oprindeligt ikke at få børn. Tanken om at miste dem afholdt hende fra at overveje det overhovedet. På det tidspunkt var hun forlovet og lige flyttet ind i et smukt parcelhus i Ry's trygge gader. Hun var på tærsklen til at slå rødder i et liv, der grundlæggende var praktisk, uden spontanitet eller eventyr. Det ændrede sig dog, da en mørkhåret ung mand i en slidt skjorte trådte ind i køkkenet hos vores mormor og morfar.

Han var den nye skytteelev på Rye Nørskov, ansat under vores morfar, Jørn Wagner. Han viste vores kære mor alle de hemmelige steder, som Søhøjlandet havde at byde på, og måske også hjørnerne af værelset på elevfløjen. Vores morfar var streng, når det kom til disciplin og husregler. Det var uacceptabelt ikke at spise op, når mormors sammenkogte ret blev serveret på tredjedagen, men endnu mere forbudt var det at have forhold til skyttens døtre.

Som I nok kan fornemme, er vores far ikke den stereotype ligusterhæksejer, men snarere skovens vogter. Vores far er en eventyrer, og selvom det ikke var normen dengang, ønskede han at udforske verdenen. Vores mor vidste udmærket godt, at hun havde forelsket sig i en mand, der var eventyrlysten og uafhængig og som ikke kunne holdes tilbage fra at opleve verden. 

Han ville være jagtguide i den canadiske vildmark i en tid. Efter nogle breve, der blev udvekslet med en fjern outfitter i Alberta, og en flybillet, der blev betalt med hårdt tjente penge og et lille forskud fra arven, begav han sig afsted. Alle ved, at det er udfordrende at opretholde et forhold på afstand, men prøv at forestille dig, at der slet ikke er nogen kontakt. Ingen hurtige beskeder, korte opkald over Skype eller elektroniske luftkys i e-mails. Vores far befandt sig dybt inde i ødemarken, hvor kommunikation kun var mulig via en walkie-talkie, der kun dækkede et par kilometers radius.

Længslen blev for stor, og hun måtte bare se ham. Vores far havde taget et par uger fri for at vise hende Canadas høje bjerge og vilde dyreliv. Under en køretur i en lille van ad de endeløse landeveje, der snoede sig gennem smukke vidder, satte han scenen for noget, han længe havde overvejet. Vores far har en bemærkelsesværdig evne til at opnå, hvad han ønsker, og han gør det på en måde, så du stadig synes, han er en fantastisk person. Så midt imellem bjergene og bjørnesporene langt væk fra hjemmet stillede han vores mor over for et ultimatum: "Helle, hvis du ikke ønsker at få børn, skal det bare ikke være os to."

Du har nok allerede gættet svaret på dette ultimatum, for her sidder vi tredive år senere og følger nøjagtig i vores fars fodspor. Vi er opvokset med jagt i vores blod, og i denne korte tekst har du allerede mødt både vores morfar og far, begge mænd, der har sat deres præg på det danske jagtvæsen. Disse to herrer har skabt grundlaget for, at jagt og natur udgør størstedelen af vores liv. De har givet os muligheden for at lære jagtens færdigheder og føre dem videre, hvilket vi i dag kalder Hunt & Hike.

Eventyret er også en del af vores arv. Efter utallige gange at have sat os ned i trofærummets Chesterfield-sofa og set vores fars tid som jagtguide i Canada udfolde sig på væggen gennem projektorens lysstråle, blev det vores tur til at drage afsted. De historier, vi gentagne gange har hørt, lever videre i os. På samme måde som vores far dengang besluttede sig for at udforske verden, gjorde vi det samme, dog under helt forskellige omstændigheder. Der var ingen breve i omløb, tværtimod. Det var nemt at tilbringe fire sabbatår, når man blot kunne sende en e-mail på et splitsekund.

Således blev Rikke en slædehundefører i det kolde nord og jagtassistent på Grønland. Trine tog til varmere himmelstrøg, hvor hun trænede ugler, og senere drog hun til Nordnorge som vandreguide. Nu drager vi hvert år afsted som eventyrlystne jagtguider i bl.a. det vilde Nordamerika. Vi har en gnist inden i os, der kun fortsætter med at brænde, hvis vi udfordrer vores komfortzone.

Dette stemmer måske ikke helt overens med det, der står øverst i dette blogindlæg. En mor, der var bange for at miste, fik to eventyrlystne piger, der drives af den vilde natur. Det blev virkelig tydeligt for os, da vi vendte hjem fra vores første tur til Canada. Hun havde brugt måneder på at bekymre sig om, hvad der kunne ske, når hjælpen afhang af en satellittelefon og en helikopter. Vores mor er hjertevarm, og med et liv på vingerne er hun det hjem, vi altid vender tilbage til, når verden raser omkring os. 

Vi tror på, at der er en mening med galskaben, og at modsætninger tiltrækkes. Her får du det bedste fra begge verdener: et par fødder, der aldrig vil slå rødder, mens vejen er banet af taknemmelighed for hver dag, vi får lov til at leve. Vildmarken er ikke altid yndefuld, og vi har allerede oplevet en smule af hvert derude, som et senere blogindlæg vil afsløre.

Velkommen til vores allerførste af slagsen. Et indlæg, der afslører, at æblet i mange tilfælde ikke falder langt fra stammen.

Tusind tak fordi du tog dig tid til at læse med.

De bedste hilsner,

Rikke og Trine